Kanin & belgisk øl

Lørdag d. 9. oktober, efter afholdt årsmøde i DØE, Aabenraa afd., havde medlemmerne Kim og Ivan planlagt en fremragende aften, hvor vi skulle smage på forskellige belgiske øl, som de selv havde været i Belgien for at hente.

Kim og Ivan er ca. 2 gange årligt i Belgien udelukkende for at hente øl og få nogle gode oplevelser. Løbende igennem smagningen fortalte de om de oplevelser og erfaringer, de havde haft på turene. Denne aften skulle vi opleve en kulinarisk specialitet fra Belgien, som Kims kone Viola havde stået for. Kanin tilberedt i Westmalle tripel, dertil ris og en utrolig lækker sovs med masser af løg, champignon og Wetmalle tripel. Vi var en del i selskabet, som aldrig før havde smagt kanin, så der var en forventningsfuld stemning. Den blev dog meget hurtigt indfriet, da døren til køkkenet gik op og duften spredte sig i lokalet. Det var nærmest fortryllende. Viola havde lavet nogle prøvemiddage derhjemme, hvor de også havde lavet retten med Westmalle dubbel, men det var tripelvarianten, der løb af med sejren.

Til kaninen fik vi serveret den første smagning, der passede perfekt til maden, en Westmalle tripel 9,5%. En meget typisk dejlig belgier, som i den grad lever op til sin trapiststatus. Lys gylden, flot hvidt skum. En meget stærk, men alligevel let og meget kompleks øl. En stor mundfuld med velafbalanceret sødme, frugt, honning og blomster.

Anden smagning var KWAK 8,4%. Dens aroma er frugtig og maltet. Smagen er mest karamel med noter af appelsin, æbler/pærer. Den har et tilpas sødligt niveau med en svag humlebitterhed, som giver den en god eftersmag.

Så kom desserten så på bordet. Det var den tredje øl, en Kasteel Rouge 8% - kirsebærøl af den virkelig gode slags. Ofte er frugtøl enten for søde og næsten lidt kvalmende eller meget syrlig eddikeagtige og måske lidt for friske. Denne øl har en dyb mørkrød farve, en meget fyldig krop, supergod balance mellem den søde og den syrlige frugt, smager ikke på nogen måde syntetisk. Den hænger længe i munden uden, at den bliver for meget. En lækker pigeøl - også til drenge.

Øl nummer fire denne aften var Duboisson Bush Blond 10,5%. En lys blond øl, der er meget kraftig, men alligevel rund og blød. Den har en kraftig eftersmag, og det er tydeligt at smage, at alkoholprocenten er meget høj.

Rochefort 10, 11,3% var den femte øl denne aften. Det er en rigtig belgisk sværvægter med en massiv og fyldig krop, med en smag af brændt malt, frugt(figner, rosiner, svesker), karamel, nødder, masser af krydderier. Alle smagsnuancer er vel afbalancerede og klinger langsomt ud i en lang, lang lækker eftersmag. En super klassiker.

Den sidste øl var Carolus - van de keizer 11%. Det var en rigtig afslutter, en meget voldsom, kraftig, sød, kompleks krydret, sveske/rosinagtig øl. Ekstrem lang tung eftersmag, der e nærmest lidt portvin over den, et tydeligt højt alkoholindhold, men alligevel en meget afrundet behagelig oplevelse. En lækker deleøl!

En meget hyggelig og vellykket aften. Vi fik en smagsprøve på en belgisk madkultur, som ikke mange kender til herhjemme, og så var der et godt udvalg af både store klassikere og nogle for mig ukendte øl fra Belgien. Jeg håber, at vi kan gentage denne succes.

Steen Roager Jørgensen